Hvad er en helgen?

En helgen er et menneske som erkender sin "organiske" afhængighed af Gud, og som helhjertet følger Kristus. Mennesker, som således "satser" på Gud med hele deres væsen, åbner sig for Gud, således at hans nåde kan virke uhindret i dem. Det er i dette lys, vi må forstå helgenerne. De er ikke først og fremmest vidner om, hvad mennesker kan klare men om Gud. Hvis vi med helgener mener sande Kristi efterfølgere, kan vi sige, at kirkens egentlige opgave er at helliggøre menneskene. Således forstod de første kristne det, og således har man haft helgener i kirken lige så længe, kirken har eksisteret. Læs mere

Maria

Den hellige Jomfru. Den første blandt helgenerne. Vigtigste festdage er 15. august (Marias optagelse i Himlen), 25. marts (Herrens bebudelse), 8. december (Marias uplettede undfangelse). Jesu mor var en jødisk pige, ved navn Mirjam, efter traditionen af kong Davids slægt; intet sikkert er kendt om hendes forældre eller fødested. Lukas-evangeliet (1,26-38) beretter, at hun efter at være trolovet med Josef levede i Nazaret, hvor en engel viste sig for hende og forkyndte, at Helligånden skulle komme over hende, og at hun ved Helligåndens kraft skulle undfange en søn, Jesus, der skulle blive kendt som Guds søn. Maria sagde ja til det menneskeligt set utrolige med ordene: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord". Englen havde fortalt hende, at hendes ældre slægtning Elisabeth var med barn (se Johannes Døber), og Maria gik for at besøge Elisabeth, der hilste hende ligesom englen havde gjort: "Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt". Og Maria brød ud i lovprisning og tak: "Min sjæl højlover Herren" (Luk 1,39-56). Josef tog hende til hustru, og da de skulle drage til Betlehem til folketælling, blev Jesus født dér. Efter de forskellige begivenheder, der berettes om i evangelierne, og hvorom Lukas siger, at "Maria gemte alle disse ting og overvejede dem i sit hjerte", slog de sig ned med barnet i Nazaret.

At Maria var jomfrumoder til den guddommelige Kristus fremgår klart af Bibelen (Matt 1, 18-23; Luk 1, 34-35 og 3, 23), og fra begyndelsen af har kristne troet på, at hun forblev jomfru hele sit liv, således som kirkefædrene og koncilerne bevidner. I den katolske Kirke er det en trossandhed, at Gud bevarede Maria fri for arvesyndens plet lige fra hendes undfangelse i mors liv (hendes "ubesmittede undfangelse"); og ligeledes at Gud ved hendes livs ende her på jorden optog hende i himlen med både sjæl og legeme (hendes "optagelse"). Den anden af disse trossandheder hævdes almindeligt af kristne i de gamle østlige kirker. I meget tidlig tid blev der gjort forsøg på at supplere de bibelske beretninger med andre kilder, hvor Jomfru Maria og Jesu tidlige liv omtales. Disse apokryfe skrifter er helt upålidelige, undertiden barnlige og fantastiske; men nogle af deres beretninger blev optaget som en almindelig del af from tro, f. eks. Marias ophold i templet som barn og legenden om, hvordan Josef blev udvalgt til hendes mand.

Katarina Labourã

Seer. Født 1806 på Cóte d'Or. Død 31. december 1876 i Paris. Kanoniseret 1947. Festdag 28. november. Fra 1831 indtil sin død levede Skt. Katarina som vincentsøster i Paris et liv, der udadtil var helt begivenhedsløst, hvor hun udførte sine enkle pligter og plejede de syge. Hun var en eksemplarisk nonne og praktisk og jordnær af temperament. Mens hun var novice (1830), havde hun haft nogle visioner af Jomfru Maria, og den form, som en af disse tog, blev senere brugt ved udformningen af, hvad der er kendt som den "undergørende medalje". Det er en oval medalje, der på den ene side har et billede af Jomfru Maria stående på jordkloden med en slange under sine fødder og på den anden Jesu og Marias hjerter omgivet af tolv stjerner under et kors og et "M". Alle, der kendte søster Katarina, begreb spontant hendes hellighed. Læs mere og se den undergørende medalje Her

Vincent af Paul

Ordensstifter. Født i Gascogne ca. 1580. Død i Paris 1660. Kanoniseret 1737. Festdag 27. september. Han var søn af en landmand i Pouay i Landes og blev præsteviet i den tidlige alder af 20 år. I ti år stilede han ikke højere end til et behageligt præsteliv; men under indflydelse af Peter de Bérulle (senere kardinal) og under indtryk af nogle års arbejde blandt forsømte landarbejdere og fanger på fangeskibene skete der en stor forandring med ham. Han viede hele sit liv til tjeneste af de fattige.

I 1633 grundlagde han sammen med Skt. Louise de Marillac, enke efter en hofembedsmand, Barmhjertighedens Døtre (vincentsøstrene), "for hvem sygestuen er deres kloster, sognekirken deres kapel, gaderne deres klostergang". Louise de Marillac var fysisk ikke stærk, men hun havde en klar intelligens og arbejdede offervilligt og udholdende på at træne aspiranter, grundlægge ordenshuse (over 40 i Frankrig), sørge for hjemmesygepleje i sognene og tag over hovedet til hundredvis af kvinder. I Danmark er der Vincentpræster i Helsingør, i Hørsholm og på Nordvanggård i Birkerød.

Frans af Assisi

Stifter af franciskanerordenen. Født i Assisi 1182. Død i Portiuncula 1226. Kanoniseret 1228. Festdag 4. oktober. Francesco Bernardone var søn af en velhavende klædehandler og førte som ung et overfladisk, sorgløst liv sammen med andre unge lapse. Erfaringer fra sygdom og borgerkrig gjorde ham mere besindig, og en dag syntes han i kirken San Damiano at høre et Kristus-billede sige til sig: "Frans, du skal rejse mit hus, det er ved at falde sammen"! Karakteristisk for ham tog han ordene bogstaveligt og begyndte at sælge klæderuller fra sin fars varehus for at betale reparationerne på San Damiano. Resultatet var, at hans far gjorde ham penge- og arveløs, og Frans gik sin vej uden en øre for at "ægte fru Fattigdom". Tre år senere, i 1210, bemyndigede pave Innocens III ham og hans 11 fæller til at være Kristi omvandrende prædikanter i al enkelhed og ydmyghed. I 1224, mens han bad på bjerget La Verna i Appenninerne, viste der sig på Skt. Frans' legeme sår, svarende til vunderne på den korsfæstede Kristus (såkaldte stigmater). De forlod ham aldrig, og de var en af årsagerne til den fysiske smerte og svaghed han til stadighed led af, indtil han bød "søster Død" velkommen to år senere.

Augustin

Biskop, kirkefader og -lærer. Født 354 i Numidien. Død 430 i Hippo. Festdag 28. august. Denne store latinske kirkelærer kom fra Tagaste i det nuværende Algeriet. Hans far var hedning, men hans mor, Skt. Monica var kristen, og som sådan blev han opdraget, skønt han ikke var døbt. Som 16-årig blev han sendt til Kartago for at afslutte sin uddannelse. Her mødte han en ung kvinde, som han levede sammen med de næste 14 år; de fik sønnen Adeodatus, som han hele livet elskede højt. Da Augustin havde afsluttet sine studier, fandt han det vanskeligt at slå sig til tåls med blot at undervise. Han søgte en dybere mening med sin tilværelse og var i lang tid tiltrukket af manikæismen. I 383 drog han til Rom for at forelæse og fik kort efter en ansættelse i Milano, hvor han blev stærkt influeret af både nyplatonismen og Skt. Ambrosius' prædikener. Han gennemlevede en række smertelige indre konflikter i valget mellem hæder, rigdom, ægteskab på den ene side og et liv viet fuldstændigt og umiddelbart til Gud på den anden. Den endelige beslutning tog han i en have, hvor han læste i Pauli breve og hans øjne pludselig faldt på Romerbrevet kap. 13, 12-14. Sammen med sin ven juristen Alypius og sin søn Adeodatus blev Augustin døbt påskelørdag 387. Han drog tilbage til Afrika og grundlagde en art klostersamfund. I 391 blev han modvilligt præsteviet i Hippo Regius og fem år senere valgt til biskop dér.

Han forfattede også en større afhandling om Treenigheden og en række skrifter om "nåden". 113 af Augustins bøger og afhandlinger har overlevet til vor tid, over 200 breve og mere end 500 prædikener. To af hans længste værker, hans "Bekendelser", en selvbiografi frem til hans konversion, og "Gudsstaten" (der begge fås på dansk), har fået stor udbredelse også uden for teologers og studerendes kreds. 

Antonius af Padua

Franciskanerpræst og kirkelærer. Født ca. 1193 i Lissabon. Død 1231 nær Padua. Kanoniseret 1232. Festdag 13. juni. Indtil sit 25. år var Antonius sækularkannik i sit hjemland Portugal og studerede i Coimbra. Optændt af ønsket om at blive missionær - og måske også martyr - indtrådte han i Franciskanerordenen og blev sendt ud for at arbejde blandt muslimerne i Marokko. Hans helbred svigtede ham dog, og han måtte vende tilbage til Europa, hvor han en tid boede i et kloster nær Forli i Italien. Han blev hurtigt kendt som en fremragende prædikant, og i ni år prædikede han, samtidig med at han også virkede som lærer og med andre opgaver for sin orden i Italien og Frankrig. Han havde et fremragende bibelkendskab, og hans prædikener gjorde indtryk på både læg og lærd, hvad enten han talte om den rette levevis eller prædikede mod falske doktriner. Han blev begravet i Padua, hvor hans grav regnes for en helligdom, og han siges at have udvirket mange mirakler. De statuer, som oftest ses af Skt. Antonius, viser ham som en noget følelsesfuld ung mand, der bærer Jesusbarnet og en lilje, men de yder ham ikke fuld retfærdighed. Han var stærk og frygtløs, nådesløs over for dem, der undertrykte de forsvarsløse, og mod præsters slette levned, og han gik hele sit liv løs på alt kætteri. Mange af hans prædikener har overlevet, og på grund af dem og hans ry som forsker og bibelkyndig regner den romersk-katolske Kirke ham blandt kirkelærerne.